Den gode samtale

Skrevet 11-6-2016 af Joan 3 kommentarer

Den gode samtale er ikke noget der lige kan overstås på tre minutter i pausen mellem dagens sportsresultater og vejret.

Den gode samtale kræver tid. Kontekst. Plads til at varme op og tage tilløb. En villighed til at lytte til et kompliceret argument. En parathed til at stoppe op midt i en sætning og tænke – og måske endda lære noget af den anden.

Alt dette levnes der imidlertid – som kulturchef Ane Cortzen skriver i gårsdagens udgave af Politiken – ikke megen plads til i nutidens fortravlede medier:

[M]idt i al denne dejlige kommunikation, er det, som om selve samtalen ganske langsomt degenererer. De sociale medier koger over med primitive og rå udbrud. Politikerne taler i uforståelige floskler. Journalister vinkler alt benhårdt. Enhver holder på sit og nægter at skifte standpunkt.

Det gælder om at gennemhulle hinandens argumentation og håne enhver fejl. Men for at der kan finde en samtale sted, skal der være nogen, som skiftevis lytter og taler. Der skal være en udveksling af information. Og der skal være en basal nysgerrighed. Disse kriterier bliver desværre efterhånden sjældent opfyldt.

Da jeg skrev ‘mensaner.dk’ havde jeg mange ambitioner. Mange drømme. En af dem var netop at skrive en bog som blæste højt og flot på tidens krav om at reducere alt til én vinkel og ét budskab.

Det har jeg fortalt lidt om i bogens indledning.

Jeg ville droppe flosklerne og de nemme svar – og i stedet dele min ufortolkede oplevelse af nogle mennesker som jeg oplever som komplekse og fulde af paradokser.

De er nemlig smukke, sådan nogle mennesker.

Det tog mig mere end tre år at skrive min bog. Undervejs havde jeg mange gode samtaler som jeg aldrig vil glemme.

Og jeg ved præcis hvad Ane Cortzen mener når hun skriver:

Jeg ville gerne tale med et menneske, som måske kunne vise os en side, vi ikke kendte. En ridse i lakken, en sprække ind til en menneskelighed, som alle kan identificere sig med. Det er uden tvivl det sværeste, jeg nogensinde har prøvet.

Den gode samtale er værd at kæmpe for.

3 kommentarer til "Den gode samtale"

  1. Ove Hansen · 28-8-2016 kl. 11:31 · Reply

    Den gode samtale for mig skal indeholde:

    * først og fremmest tid – til at lytte, tænke, fornemme, føle og trække vejret.
    * ligeværdighed.
    * rummelighed og respekt overfor modparten og hans synspunkt.
    * tålmodighed overfor modparts argumentation
    * nysgerrighed overfor den detalje som du selv har overset i din egen argumentation.
    * villighed til at lære og ændre dit eget synspunkt,
    * forskellige virkemidler: gode historier, humor, varieret toneleje/ dramatik, velplacerede pauser.

    Hvor det dejligt befriende at læse dette:

    Da jeg skrev ‘mensaner.dk’ havde jeg mange ambitioner. Mange drømme. En af dem var netop at skrive en bog som blæste højt og flot på tidens krav om at reducere alt til én vinkel og ét budskab.

    .. og hvor det hårdt tiltrængt at vi alle i det daglige og i medierne dyrker “den gode samtale”.

    Mvh Ove Hansen

    • Joan · 20-9-2016 kl. 11:07 · Reply

      Hej Ove

      Tusind tak for din feedback – og undskyld at jeg ikke har fået svaret noget før! Jeg var på en længere vandretur i juli og august, og jeg så godt at du havde skrevet, men så kom jeg helt fra det igen.

      Jeg er meget enig i dine betragtninger om hvad en god samtale er. Især synes jeg at dit første punkt er rigtig vigtigt. Tid. Det kræver tid at lukke hinanden ind i vores dybere lag. Der kan være stor forskel på hvor lang tid, men jeg tror at det vigtige er den grundlæggende vilje til at tage sig den tid det kræver. Den vilje er selvfølgelig ikke altid til stede, men det er fantastisk når den er det, ikke? Når nogen gider én nok til at sætte den nødvendige tid af.

      Jeg tænker samtidig at det ikke er noget der kan forceres. Man kan ikke bare beslutte sig for at nu vil jeg ville den samtale, så nu sætter jeg den her person stævne i en uge, og så *skal* det bare lykkes at finde hinanden. Nogle gange tager den gode samtale også tid på den måde at man er nødt til at starte beskedent, og så lade nærværet udvikle sig naturligt hvis betingelserne tillader det.

      Andre gange er kemien der ligesom bare fra første minut. Kemien og grundlaget for tillid. Det er SÅ fedt når det sker. 🙂

  2. Ove Hansen · 20-9-2016 kl. 18:42 · Reply

    Selv tak Joan, og jeg er meget enig i det du skriver.
    Nej vi kan ikke forcere den gode samtale frem, men hvis ingredienserne: tid, god stemning, tålmodighed, empati for modpart og kemi er tilstede er der god mulighed for at nå rigtig langt i udveksling af tanker – og ja måske skal man starte beskedent, være tålmodig og langsomt nå nogle dybere lag i samtalen. Det er helt fantastisk når det sker.
    Jeg har selv haft nogle af de bedste samtaler når jeg har været på vandreture i naturen, været ude at rejse uden fast plan eller haft et fysisk arbejdsfællesskab med andre – dvs situationer med fysisk aktivitet kombineret med god tid.

Efterlad en kommentar